Post-indkøbsdepression

Den sidste uges tid har jeg shoppet stort. Jeg har købt en lille netbook, en ny mobiltlf, et par tasker og et par bukser.
Jeg havde (for en gang skyld) råd til det hele. Jeg har lige haft fødselsdag, og folk har været gode til at give mig penge denne gang. Dertil har jeg lidt skat på vej.
Derfor har jeg været ude og købe nogle ting, jeg længe har ønsket mig.

Men så sker der noget. Jeg køber det jeg gerne vil have, jeg er vildt lykkelig og så.... tomhed.
Lige nu og her har jeg ikke noget andet jeg længes efter at købe. Hvilket rent økonomisk nok er meget godt. Men det er sådan lidt mærkeligt at være shoppemæt. Jeg føler mig nærmest mat. Og rastløst samtidig.
Det nærmest største "problem", jeg har nu, er, at jeg ikke længere kan bruge de undskyldninger jeg har brugt før, for hvorfor jeg ikke skriver noget mere. For nu har jeg jo min lille Lilypad, som jeg kan tage med mig overalt. Jeg har de midler nu, som jeg har savnet og svoret var årsagen til at jeg ikke fik skrevet og derfor gik rundt og var elendig indeni.
Nu roder det pludseligt for meget derhjemme til at jeg kan fokusere der. Der er vasketøj der skal ordnes, for ikke at nævne en opvask. Der er venner der skal passes, og Dyreværnet, som jeg jo lige er blevet frivillig for.
Hvilket er grunden til, at jeg nu sidder her i en metro med et enkelt plukket øjenbryn og det andet helt busket og ukontrolleret. Midt i min tøjvask gik jeg i gang med at plukke øjenbryn. Det er nok det mest smertefulde jeg kender til, men alt andet end at rent faktisk at skrive. Før jeg kunne nå det andet bryn, skulle jeg ned og hente vasketøj og folde det. Da jeg kom tilbage igen, skulle jeg lige tjekke hvordan det passede bedst med den offentlige transport ud til Dyreværnet og vupti, så var tiden løbet fra mig, så måtte jeg afsted med det samme uden at få plukket det andet øjenbryn og sidder nu her i en bus.
Og lad mig lige tilføje, hvor er det dejligt at kunne bruge tiden i bussen på at skrive mine tanker. Meget befriende.
Men tilbage til mine shoppefølelser.

I mange år har jeg shoppet som trøst, når tingene har været virkelig slemme. Ikke så meget tøj, som tingeltangel, køkkenredskaber, ok noget tøj, men også elektronisk hardware, musik og mad. Masser af mad (hence the deller on my sideben). Og denne forbudte shopping har altid foregået med adrenalinet skudt helt i vejret og ekstasen har skyllet gennem min krop. Efterfuldt af skyldfølelse og selvhad over at jeg ikke har kunne kontrollere mig selv.
det sidste par år har jeg virkelig gjort meget for at komme til at styre mig selv. Jeg har indset at det at bruge penge for mig, var en måde at være rebelsk på (gider ikke komme ind på hele min barndom lige nu...), men i sidste ende er det jo bare mig selv det er gået ud over. Så jeg har lært at finde styrke i at have styr på mine finanser. Og det føles helt ærligt skæppeskønt.
Men når så jeg er blevet voksen og følsom nok til at passe på mine penge og kun brug dem når jeg reelt har råd til at bruge dem... Ja, så får jeg ikke suset ved det forbudte indkøb.
På den anden side har jeg nu, tror jeg, alt jeg behøver for at gøre de ting i mit liv, som jeg gerne vil. Så måske jeg bare skulle holde op med at brokke mig og overtænke alting, og så bare gøre det i stedet...

Sko og barnevogne

Jeg var et smut nede på Strøget i dag for at købe en ny tlf. Dejligt!
Gik så rundt i et par butikker for at finde en ny taske til min lille netbook og et etui til min nye tlf. Kom ind i en Topshop og så lidt på deres sko. Jeg har kun en kommentar: "Oh goody. Slut is back in fashion!" Godt at jeg er for gammel til overhovedet at prøve på at følge ungpige-moden. Ikke alene vil jeg få ømme fødder og forhøje min risiko for at falde og brække benet - jeg vil kun have forståelse overfor de mænd, der efter et kig på mine sko tilbyder mig penge for en lille quicky.

Dernæst lagde jeg mærke til en mand, der gik med sin kæreste og skubbede på deres barnevogn. Hvorfor er der så mange mænd, der går rundt med et udtryk som jaget vildt, når de skubber på den barnevogn? Man kan nærmest høre deres hjerte banke hårdt og hurtigt mens de små-hyperventilerer. Fanget! De næste 18 år. Stakler.